Grønne Veje til Vækst - åbner i dag Direktør Peter Calow fra Institut for Miljøvurdering åbner i dag Green Roads to Growth Forum. De næste to dage vil en række ledende eksperter og beslutningstagere søge efter grønne veje til vækst.
Mere end tyve førende eksperter samles i dag i Eigtveds Pakhus, København, for at diskutere, om miljøpolitik kan medvirke til økonomisk vækst og jobskabelse.
”Med Green Roads to Growth har Institut for Miljøvurdering sammensat et opfindsomt og ambitiøst program, som rammer lige ind i hjertet af den europæiske miljødebat: Hvilken miljøstrategi vil bedst sikre fortsat økonomisk vækst?”, siger professor Stephen Smith, University College London, som er en af de internationale eksperter, der deltager i forummet.
Torsdag får eksperterne selskab af en række ledende beslutningstagere, heriblandt:
- Miljøminister Connie Hedegaard
- Overborgmester i København og tidligere EU -miljøkommissær Ritt Bjerregaard
- Medlem af Europaparlamentet og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Ideen er at skabe et forum, hvor eksperter og beslutningstagere kan udveksle erfaringer og diskutere, hvordan man mest sandsynligt skaber økonomisk vækst, miljøforbedringer og flere job – på samme tid.
”Politikere argumenterer begejstret for, at miljøtiltag kan puste liv i økonomien og skabe arbejdspladser. Men hvis man spørger de økonomiske eksperter, er forudsigelserne normalt mere forsigtige. Institut for Miljøvurdering bringer nu politikere og eksperter sammen. Målet er en konstruktiv dialog om fremtidens miljøpolitik”, siger direktør Peter Calow, Institut for Miljøvurdering.
Green Roads to Growth Forum styres af Niels-Axel Braathen (OECD) og Kim Bildsøe Lassen (DR Horisont).
Læs rapporten her (pdf, 3.2 MB)
Kontakt:
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |