|
Institut for Miljøvurdering viser åbenhed i analyser Institut for Miljøvurdering offentliggør i dag en værktøjskasse, som beskriver centrale emner inden for miljøøkonomi, fx brug af cost benefit analyser, værdi af statistisk liv og diskontering. Værktøjskassen giver svar på spørgsmål, som af nogle kan opfattes som kontroversielle.
Hvor meget er et menneskeliv værd i en miljøøkonomisk analyse? I værktøjskassen kan man læse, at et statistisk liv i Danmark er mere end 12 millioner kroner værd.
Hvordan nedskriver man værdien af miljøeffekter, der optræder langt ude i fremtiden? Det er et spørgsmål om valg af diskonteringsrate. Af værktøjskassen fremgår det, at IMV som udgangspunkt vil bruge en diskonteringsrate på 6 procent. IMV vil desuden lave alternative beregninger for at teste, hvor følsomt et analyseresultat er over for ændringer i diskonteringsraten.
"Formålet med værktøjskassen er at gøre det endnu tydeligere, hvilke forudsætninger og antagelser, vi lægger til grund for vores analyser. Det er vigtigt at vise åbenhed om forudsætninger, da det ofte er her, der kan opstå diskussioner og misforståelser," siger projektleder, miljøøkonom Mads Lyngby Petersen. "Og så vil vi også gerne oplyse om miljøøkonomiens fordele og begrænsninger."
"Der er en stigende forståelse for brug af miljøøkonomiske metoder både i Danmark og internationalt. Nogle af metoderne er dog stadig kontroversielle. Mange er skeptiske over for, at der sættes penge på menneskeliv," siger miljøøkonom Mads Lyngby Petersen. "Men fx ville fordelen af partikelfiltre på lastbiler være svær at dokumentere uden at benytte værdien af et statistisk liv. I vores rapport om emnet satte IMV kroner og ører på de sparede dødsfald, som filtrene medfører. Dermed kunne vi anbefale, at man monterer filtre på busser og lastbiler. Det bruger Miljøministeriet nu 30 millioner kroner på."
IMV's miljøøkonomiske værktøjskasse samler redskaber og metoder, som bliver anvendt inden for miljøøkonomien. Værktøjskassen søger at forklare miljøøkonomiske begreber på en let forståelig måde. De mange litteraturhenvisninger giver mulighed for at dykke dybere ned i de enkelte emner. Som i andre værktøjskasser er der plads til flere redskaber. IMV vil udbygge værktøjskassen med et afsnit om beregningspriser for luftforurening, skrevet på grundlag af en workshop, hvor Instituttet samlede en række danske miljøøkonomer. Redskaberne vil desuden blive revideret i takt med, at der kommer forbedringer af metoder eller opstår enighed om nye anbefalinger. I dag er der fx diskussion blandt miljøøkonomer, om hvilken diskonteringsrate man bør benytte. IMV vil tage initiativ til en bred faglig diskussion af dette emne.
Kontakt:
Projektleder Mads Lyngby Petersen tlf. 72 26 58 12, e-mail: mlp@imv.dk
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |