|
IMV rapport om BAM-forurening hviler på et solidt grundlag Institut for Miljøvurdering offentliggjorde den 7. december en ny rapport "BAM-forurening af drikkevandet – skal vi rense?". Rapporten har givet anledning til debat – herunder en pressemeddelelse fra Dansk Vand- og Spildevandsforening DANVA.
DANVA kritiserer IMV's rapport på en række punkter, som dog alle kan tilbagevises (mere udførlig forklaring fås ved at klikke på linket nederst på denne side)
1. DANVA mener, at IMV's tilgang til problemet er for snæver, idet vi ikke ser på alle de forskellige løsningsmuligheder, som vandværkerne har, når de rammes af en forurening. IMV's rapport omtaler imidlertid en række mulige løsninger. Fokus i rapporten er på løsning af de mest alvorlige forureninger: Dér hvor man må flytte kildepladsen eller rense vandet. Flytning af kildepladser sker i allerede stor stil. Det viser IMV's undersøgelse, som omfatter de vandværker, der i dag er ramt af BAM-forurening. Næsten halvdelen af de anlæg, som er ramt over grænseværdien, har allerede flyttet kildeplads. Rensning for BAM sker derimod kun 4 steder.
2. DANVA udtaler, at kun få vandværker har ønsket at rense. I dag anvendes rensning som den absolut sidste mulighed, når egnet grundvand ikke kan fremskaffes. Som det diskuteres i rapporten, er det grunden til, at der ikke er mange, der søger om tilladelse til at rense. Med den nuværende administration bliver der kun yderst sjældent givet tilladelse til rensning. Hvis tilladelsen endelig gives, vil den være af kort varighed, hvilket gør investeringen i et renseanlæg meget usikker. På trods af de dårlige odds har IMV kontakt til en række vandværker, som gerne vil rense. Det drejer sig om Hjørring vandværk, Stenhøj vandværk og Thisted Kommunes vandforsyning.
3. DANVA mener, at der er grund til at dysse bekymringen for BAM ned, da den nyeste forskning viser, at BAM nedbrydes. Den nyeste forskning formidlet af Miljøstyrelsen og et endnu ikke offentliggjort specialeprojekt fra GEUS viser, at der sker en vis nedbrydning af BAM i overjord. Det vil dog kun styrke IMV's konklusioner om at rensning bør inddrages som en løsning, hvis nedbrydningen af BAM betyder, at varigheden af forureningen bliver kortere end hidtil antaget.
4. DANVA kan ikke genkende vores tal. Det er ikke overraskende, da tallene er helt nye og baserer sig GEUS's seneste oplysninger. IMV's rapport dokumenterer for første gang, hvor mange anlæg på landsplan, som er ramt af BAM-forureningen. Rapporten giver også et nyt indblik i, hvordan forureningerne fordeler sig mellem fremtidens vandreserver – OSD-områderne – og ikke OSD-områder. Rapporten indeholder desuden beregninger af de samlede omkostninger ved at flytte kildeplads henholdsvis at rense vandet.
Samlet hviler IMV's rapport på et solidt fagligt grundlag, og den er kvalitetssikret af adjunkt Lise-Lotte Clausen, DTU og Driftschef Arne Svendsen, Odense Vandselskab,
Læs det uddybende notat her (pdf)
Læs pressemeddelelsen fra Vindeby Vandforsyning: www.vindebyvand.dk
Læs pressemeddelelsen fra Foreningen af Vandværker i Danmark: www.fvd.dk
Kontakt:
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |