|
Ny viden om kvælstofforureningens effekt på havmiljøet Institut for Miljøvurdering offentliggør i dag rapporterne "Miljøeffektvurdering for Havmiljøet – Del 1-3". Rapporterne er resultatet af et samarbejde mellem Danmarks Miljøundersøgelser og DHI - Institut for Vand og Miljø. Rapporterne præsenterer de første samlede analyser af den konkrete sammenhæng mellem næringsstoffer og miljøtilstanden i indre farvande.De nye analyser viser, at:
- Vandmiljøplanens virkemidler frem til år 2000 har forbedret miljøtilstanden i de åbne indre farvande. Forbedringen er gennemsnitligt 10% (4-27%) afhængig af område og beregningsmetode.
- Der kan opnås yderligere forbedringer af miljøtilstanden af ca. samme størrelse ved yderligere danske reduktioner. Det vil kræve at det samlede krav til landbruget bliver reduktioner af kvælstofudledningen på 75 pct. i forhold til niveauet i 80'erne.
- Flere forbedringer kan opnås ved kombination af lokale og internationale reduktioner. Dog vil reduktioner i kilder tæt på Danmark, dvs. tyske og svenske, have relativt størst effekt.
- Den overordnede konklusion er, at lokale tilførsler af næringsstoffer har en tydelig effekt på havmiljøet. Næringsstoftilførslen bestemmer niveauet af den generelle miljøtilstand, men vejret har stor betydning for år-til-år variationer, især for iltsvind.
Analyserne bygger på modelberegninger af sammenhængen mellem tilførsler af næringsstoffer og den økologiske tilstand i de åbne dele af de indre danske farvande, dvs. for Kattegat og Bælthavet. Beregningerne er gennemført med to forskellige metoder: en empirisk model udført af DMU (del 1) og en 3-dimensional procesbaseret model udført af DHI (del 2). Modelresultaterne fra de to metoder sammenlignes i rapportens del 3.
"Projektet har ydet et væsentlig nyt bidrag til den samlede viden på området. Brugen af forskellige metoder og samarbejdet mellem DHI og DMU giver resultaterne stor vægt," siger biolog Anja Skjoldborg Hansen, ph.d. i økologisk modellering og IMV's projektleder på de nye rapporter."Kvælstofforureningens betydning for havmiljøet har fyldt meget i den offentlige debat. Men der er ikke hidtil sat tal på, hvad tilledningen af kvælstof fra de forskellige kilder rent faktisk betyder for vandkvaliteten i åbne indre farvande – fx for iltsvind, som har været i fokus i den offentlige debat siden slutningen af 80'erne. De nye analyser vil kunne bidrage til at give politikerne det bedst mulige beslutningsgrundlag, inden forhandlingerne om Vandmiljøplan III går i gang."
Læs rapporten "Miljøeffektvurdering for Havmiljøet Del 1" her (pdf)
Læs rapporten "Miljøeffektvurdering for Havmiljøet Del 2" her (pdf, 2.4 MB)
Læs rapporten "Miljøeffektvurdering for Havmiljøet Del 3" her (pdf)
Kontakt:
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |