|
Vejrkatastrofer - opgør med myter Institut for Miljøvurdering offentliggør i dag en ny rapport "Globale økonomiske tab ved vejrkatastrofer".
Gennem de seneste 50 år er verdens økonomiske tab ved vejrkatastrofer blevet næsten fordoblet hvert årti. I 50'erne ødelagde vejret for i gennemsnit 3,5 mia. nutids-US$ om året. I 90'erne var tallet 55 mia. US$.
Udviklingen sættes ofte i forbindelse med CO2-udledning og drivhuseffekt. Den centrale konklusion i IMV's rapport er, at det er en myte, at den menneskeskabte drivhuseffekt har været årsagen til de stigende økonomiske tab ved bl.a. oversvømmelser og storme. Man kan ikke vise, at vind- og nedbørsrelateret ekstremvejr er blevet markant voldsommere gennem de seneste årtier. Den historiske udvikling i ekstremvejr kan ikke forklare stigningen i de økonomiske tab ved vejrkatastrofer.
Forklaringen skal derimod findes i en række ikke-klimatiske forhold:
- Verden er blevet rigere. Der er flere værdier, som kan blive ødelagt.
- Flere mennesker flytter til byer ved kyster og floddale, der er særligt udsatte for storme, orkaner eller oversvømmelser.
- Langs mange floder er oversvømmelsesrisikoen blevet øget væsentligt som følge af udretning af floder og ændrede dyrkningsmetoder i flodernes opland.
- Den statistiske registrering af vejrkatastrofer er blevet mere omfattende
"De samfundsmæssige faktorer har hidtil været de helt dominerende forklaringer på de stigende tabsomkostninger ved vejrkatastrofer. Også i de kommende årtier er det sandsynligt, at de væsentlige drivkræfter vil være økonomisk vækst og urbanisering. Vi bliver rigere og bosætter os på mere udsatte steder," siger cand. scient. Rico Jensen Busk, som er projektleder på den nye rapport. "Hvis vi i væsentlig grad vil sætte ind over for de stigende tabsomkostninger, kommer vi ikke uden om overvejelser om tilpasninger til fremtidens ekstremvejr. Det kan fx være stærkere bygningskonstruktioner, højere diger eller bedre varslingssystemer."
"I debatten er den faktiske stigning i tabsomkostninger ved vejrkatastrofer ofte blevet brugt som argument for at sætte ind over for drivhuseffekten. Rapporten dokumenter, at dette argument er forkert," siger IMV's direktør Bjørn Lomborg. Han understreger dog, at rapporten ikke tager stilling til andre argumenter for eller imod reduktioner af drivhusgasser.
Reviewere bakker op om rapporten - kommentar til TV2 nyhederne søndag den 7. september. "Rapporten gør op med en udbredt myte og er dermed et væsentligt bidrag til en mere kvalificeret debat," siger reviewer Jesper Bartholdy.
Alle IMV's rapporter kvalitetsvurderes (reviewes) af eksterne eksperter. Rapporten om vejrkatastrofer er blevet reviewet af:
Jesper Bartholdy, Ph.d., lektor, Geografisk Institut, Kirsten Halsnæs, Ph.d., forskningsspecialist, UNEP-Centret på RISØ Eigil Kaas, Ph.d., sektionsleder, DMI
IMV har haft en lang dialog med alle reviewere, specielt med Kirsten Halsnæs. Halsnæs' forslag er i vid udstrækning blevet indarbejdet. Enkelte af Halsnæs' bemærkninger til rapporten har dog en karakter, som ligger uden for projektets problemformulering, og som derfor ikke er indarbejdet i selve rapporten. Ud fra hensynet til en åben faglig diskussion har IMV valgt at bringe hendes kommentarer sidst i rapporten.
Kirsten Halsnæs har i TV2 søndag den 7. september udtalt om rapporten: "Jeg er skuffet over, at de [IMV] ikke har taget alle de gode råd, som de har fået fra os, der har været reviewere af rapporten."
Denne udtalelse står i skarp modsætning til opfattelsen hos de to andre reviewere, Jesper Bartholdy og Eigil Kaas, der begge bekræfter, at IMV under reviewprocessen har lyttet til deres råd, og at deres kommentarer er blevet indarbejdet i rapporten.
Udtalelsen på TV2 står også i skarp modsætning til Halsnæs' sidste reviewrapport, hvor hun giver udtryk for, at næsten alle hendes bemærkninger er blevet indarbejdet.
Halsnæs har i samme nyhedsindslag udtalt, at hun "slet ikke kan stå inde for de konklusioner, der drages [i rapporten] "
Dette står også i skarp modsætning til opfattelsen hos Kaas og Bartholdy. Kaas udtaler, at han står inde for den meteorologisk/klimatiske del af rapporten. Bartholdy bakker op om analysen af de ikke-klimatiske årsager. Desuden har Halsnæs ikke på noget tidspunkt i reviewprocessen anfægtet den centrale konklusion i rapporten.
Halsnæs anklager – igen på TV2 søndag – IMV for at have "handlet mod bedre vidende i denne her rapport."
Også her står Halsnæs alene over for rapportens øvrige reviewere, der begge er uenige i hendes udtalelse.
Læs Reviewer Jesper Bartholdy's pressemeddelelse her (pdf)
Læs rapporten "Globale økonomiske tab ved vejrkatastrofer" her (pdf)
Bilag Figur: Globale økonomiske tab ved vejrkatastrofer
 Note: Søjlerne angiver de gennemsnitlige årlige tab i det pågældende årti Kilde: Data fra EM-DAT
Kontakt:
Projektleder Rico Jensen Busk tlf 25 48 89 80/72 26 58 16, e-mail: rjb@imv.dk
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |