|
Kommentarer til kritik fra Henrik Wenzel vedr. IMV’s rapport om nyttiggørelse af returpapir Lektor Henrik Wenzel fra Institut fra Produktion og Ledelse på DTU offentliggjorde i går et indlæg i debatten vedrørende kvaliteten af rapporter fra Institut for Miljøvurdering. "IMV hilser dette sobre bidrag velkommen og vil naturligvis gerne deltage i en faglig dialog om valg af metoder, antagelser og resultater," udtaler Bjørn Lomborg.
Der har allerede i efteråret været livlig debat mellem instituttet og bl.a. Wenzel om IMVs rapporter om nyttiggørelse af returpapir og pantsystemet for engangsemballage. Wenzel var således en af de eksterne reviewerne under udarbejdelsen af papirrapporten. Undervejs har der i forbindelse med kvalitetssikringen, været afholdt et seminar på IMV for alle medarbejdere. Seminaret var en faglig debat mellem Wenzel og den anden reviewer på rapporten lektor Alex Dubgaard fra Institut for Økonomi, Skov og Landskab på KVL.
I sin kritik af instituttets arbejde om returpapir, anfører Wenzel at reduktionen af CO2 er et EU-anliggende, hvorfor en national afgrænsning er fejlagtig. Netop dette punkt blev diskuteret på det afholdte seminar. Institut for Miljøvurdering erkender at EU skal opfylde en CO2-forpligtelse, men det er netop pålagt hvert medlemsland, at sikre individuelle specifikke reduktionsforpligtelser. For Danmarks vedkommende drejer det sig derfor om, at tilrettelægge produktion og politik, som fører til de bedste samfundsøkonomiske resultater.
Den valgte systemafgrænsning har bevirket at Henrik Wenzel ikke kan tilslutte sig konklusionerne i rapporten Nyttiggørelse af returpapir. Modsat Wenzel har Dubgaard udtrykt accept af rapportens indhold, som ifølge ham er fagligt i orden, samt at de konklusioner man når frem til er relevante (Radioavisen kl. 18. torsdag d. 9. januar 2003).
Kritikken fra Henrik Wenzel bør derfor ikke stå alene som fagligt partsindlæg i debatten om kvaliteten af arbejdet fra Institut for Miljøvurdering.
Kontakt:
Kommunikationschef Anita Furu tlf. 72 26 58 18 /41 28 10 41, e-mail: afu@imv.dk |